The End.

Kan nogen huske ham jyden? Jyden, som 90% af den her elendige blog har handlet om? Som tryllebandt mig sommeren '06, og samlede tråden op inden jul? Ja, ham. Han er ude. Vi er done, og der er intet jeg kan gøre ved det. Jeg gider ikke engang fortælle hvordan og hvorfor. Jeg gider ikke fortælle, at han ikke liiige synes jeg er spændende alligvel. Eller længere, eller hvad man siger. Eller at han desuden forresten vistnok også er begyndt at tale med sin eks igen... Jeg har overhovedet heller ikke lyst til at forklare, præcis hvor tom, dum, grim og elendig jeg føler mig. Hvor meget hvert skridt, hvert sekund smerter. Hvor meget jeg fortryder at jeg nogensinde krævede en afklaring, hvor meget jeg ville have gjort om. Hvordan det føles som om, at jeg skal leve resten af livet alene. Hvordan det føles som om at klumpen i halsen og det konstante tryk i brystet truer med overtage. Alt det, har jeg mest lyst til bare at gemme væk. Gemme mig selv væk. Fordi jeg faktisk et meget langt sekund troede på, at vi måske havde en ærlig chance. Vi - verdens smukkeste mand og jeg, den lille tykke.
... Så jeg lader være med at forklare det. Fordi det gør så ondt. Fordi det lammer og ødelægger. Fordi jeg simpelthen ikke kan. Så jeg snupper lige en pause fra alting. Gemmer mig, ømmer mig.

- J.

Jydenyt #4

Denne blogpost er skrevet under indflydelse af tømmermænd og sommerfugle i maven. Bare så man lissom ved det. Det kan potentielt blive fesent.

Når jeg danner mig et overblik over denne forsømte blog (hurtigt overstået), kan jeg jo hurtigt se, at den ikke har handlet om meget andet end en vis hr. Udkantsdanmark. Det skal være et mål at få andet med, men lige nu har jeg lovet en forklaring, for når man klokken død om morgenen teaser for en romance på Twitter, må man forklare sig...

For at gøre en lang historie kort, var jeg i går til fest med 250 kolleger og Rødvinsjyden ligeledes til fest med sit job, og som så mange andre gange havde vi snakket om at mødes et sted i byen. Det skete dog som sædvanlig ikke, da jeg var træt og tog mod Amager. I et anfald af kådhed inviterede jeg ham forbi, uden at tage højde for, at he just might do it. Så det var noget af en overraskelse, da jeg modtog et styks fuld, pæn mand, som ankom med ordene "hej smukke" til undertegnede, iført blomstrede satinshorts og Hello Kitty-strømper, rullet ind i dyne. Jeg VED han løj. Manden var fuld og glad, stemningen afslappet, og før jeg vidste af det, afbrød han hyggesnakken med... Et kys.
Uden at gå for meget i detaljer kan jeg afsløre, at ingen af os havde sovet, da jeg tog afsted på arbejde lidt i halv otte i morges, og at han bestemt kan andet end at kysse godt. Worth the wait.

Nu vil jeg sove, ved siden af et andet smukt menneske - verdens bedste veninde, som lige pt. snorker. Sødt. Og så har klokken jo passeret midnat, og det betyder at det nu er den 23., og "nogen" har noget fødselsdag at stå op til...

- J.

... Fordi det er hårdt at være voksen.

Fra en storesøster til en lillesøster.

Jydenyt #3

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, for dette indlæg skulle have været skrevet i søndags... For lørdag aften skete følgende: jeg var på arbejde, og småsnakkede som sædvanlig med Jydemand i min pause, da min yndlings-koldingenser tog affære og jeg i adskillige minutter ikke fik ilt til hjernen; han synes vi skulle ses (eller, øh "chille". Street jyde). Den aften, efter arbejde. Sådan lige pludselig. Det var jeg umiddelbart ikke helt klar på, men med mit løfte til min far i baghovedet, kunne jeg jo ikke så godt sige nej. Så da jeg endelig fik fri og hoppet i joggingtøjet (jeg var træt og frossen, og jeg advarede ham først), tog jeg mod Amagerbro med bankende hjerte... Og så stod han der. Over 5 år senere, men lige så sød og Søren-agtig som da jeg forlod ham på en campingplads i Peschiera DG, sommeren 2006. Kort sagt, er jeg virkelig glad for at jeg ikke lod min indre kujon sejre, for jeg synes bestemt aftenen var en succes. Vi fik snakket og grinet, og det lykkedes mig sågar at glemme mine komplekser og nyde selskabet. Flere gange snakkede han om "næste gang" og "når jeg får lov at se din lejlighed" og steder vi skal i byen, så jeg synes godt at jeg kan tillade mig at gå ud fra, at vi nok ses igen... Jeg håber i hvert fald, for jeg kan godt mærke hvad det var der bevarede kontakten i 5 år.

Han er sød.

- J.

Jydenyt #2

Nå... Hvis nogen ellers kan huske det, fortalte jeg historien om Rødvinsjyden, som slutteligt lagde op til at "noget" skulle ske. Altså, at vi ligesom skulle mødes. Det er så ikke sket, trods adskillige samtaler i flotte branderter, og en hel masse lige ved og næsten. Men så var det jo, at der var min far, Dr. Love. Jeg glemmer tit at min far kender hele historien, thi det jo var ham som slæbte rundt på lovesick teenager (mig) dengang for snart mange år siden, og jeg skal ellers lige love for, at fatter er gået all in på mit patetiske kærligedsdrama! Siden jydemand flyttede til Amager, har min far jævnligt krævet en slags status pt. på situationen, hvilket har drevet mig ud i noget decideret vovet... Jeg har lovet min far (!) at jeg, inden min fødselsdag den 23. januar 2012, har mødt Røsvinsjyden. Sådan rigtigt. Ude i den skræmmende rigtige verden, efter 5+ år. Fordi jeg er dum. Så det er ligesom planen... Og nu skal det ikke lyde som om jeg prøver at tvinge den stakkels sagesløse Rødvinsjyde ud i noget, for han vil faktisk gerne. Han vil gerne mødes, og her på sidste er han begyndt at snakke ferie og fri, så vi begge har tid, og hvad ved jeg. Stressende! Jeg havde gerne snuppet 5 år til i lykkelig uvidenhed om vores "skæbne" (hahahaha), og brugt tiden på at komme til at ligne mit hedengangne teenage-jeg. Men sådan skulle det ikke være. Jeg har sådan ca. 2 måneder til at... Dø af nervøsitet.

Det er vel også en slags nyhed?

- J.

High fiiiive!

Kan I huske Sven? Og er det mærkeligt at antage at flere faktisk læser det her, og "I" derfor er passende? Nå, Sven. Ham kollegaen med den uafbrudte stirren, frække fingervinken og det mentale handicap. Jeg troede helt ærligt at han havde glemt mig. Glemt OS. Indtil i går, hvor han tvang mig ud i et noget akavet high five... Godt så. Balancen er genoprettet, og nogen lader til at synes at jeg er "ok bangable", selvom Gedemanden scorer, og jeg snart begynder at tale med mine møbler. Fint nok, mand. Så kan jeg for en tid glemme, at jeg faktisk nåede så langt ud som til at overveje at købe et tv. Crazy shit.
Hey Sven? High fiiiiiiive!

- J.

Jydenyt #1

Jeg har gået og leget lidt med tanken om en slags føljeton under navnet "Jydenyt", nu hvor en vis Rødvinsjyde ofte dukker op i min bevidsthed. I dag bliver konceptet så søsat - og hvilken anledning jeg fik! Sagen er nemlig den, at jeg tidligere på dagen tog et smut ind til byen, og fik frokost med Fætter Jylland (Mark i daglig tale, men det er der jo ikke meget sjov i...), og bedst som vi spadserer op ad Købmagergade sker følgende, som næsten slog mig ihjel; jeg har lige trukket nysgerrig, jysk fætter væk fra anholdelsesscenarie, da jeg, lige efter Rundetårn, ser lige ind i fjæset på selveste Rødvinsjyden og hans ikke uattraktive storebror. Og hvad gør en klog så? Løfter hånden til overskudsagtig, nonchalant hilsen? Går all in og siger hej? Næ. Nu er "tjekket" jo ikke lige ordet der beskriver mig, så jeg valgte at flå Fætter Jylland til mig og flygte ned af sidegade, i noget der ligner kapgang (jeg har pænt korte ben). Un. Cool.

Efterfølgende reaktion: kvalme, bævrende knæ, koldsved, decideret angst.

- J.